519 / 610
498
Peter Frederik Suhm.
Stamtavler, men uden Bevisligheder. Leibniz fortsatte sin
Rejse, kom til Italien og fandt her hvad han søgte, saa at
han kunde skrive til Magliabechi, at Forbindelsen mellem
Huset Este og Huset Brunsvig nu var bevist »
certis demonstra-
tionibus diplomatum et monumentorum
.« Paa den samme Tid
var der i Tydskland Tale om Oprettelsen af et »
Collegiam
historicum
,« hvis Opgave skulde være, at faa historiske Vidnes
byrd trykte. Leibniz interesserede sig meget for denne paa
tænkte Institution, og udtalte sig herom i nogle Breve til Filo
logen og Historikeren Hiob Ludolf i Frankfurt: man skulde
ved Siden af større Værker udgive Vidnesbyrdene i en mere
fri Form, f. Ex. i et periodisk Skrift, »Ephemerides;« i et af
disse Breve forekomme Ordene: »in historia vetere testibus est
opus;« det er ogsaa i disse Breve han udtaler sig om Nød
vendigheden af at øve Kritik ved Behandlingen af historiske
Vidnesbyrd.
Det er altsaa ikke i en større Udvikling af Historieforsk
ningens Krav, at Leibniz har ytret de fremhævede Ord, men
mere som i Forbigaaende i Breve, der først bleve tiykte
længe efter hans Død; Brevet til Blum blev trykt 1805, Bre
vene til Ludolf bleve trykte 1755 og derefter 1839, og Histori
kerne, som levede i den nærmeste Tid efter ham maatte da
især lære hans Anskuelser at kjende fra den Maade, paa hvil
ken han bragte dem til Udførelse, i:
»Codex juris gentium di
plomatierne
1693, der indeholder Aktstykker og Traktater og
er et Foretagende, som var noget Nyt, —
»Accessiones historicæ,«
1698, som indeholder Krøniker, Aarbøger o. L., »
Scripteres Re
rum Brunsvicensium«
1707. Det historiske Kollegium blev ikke
oprettet, og de historiske »Ephemerides« udkom følgelig ikke60.
Nu er det ganske interessant, at læse Leibniz’s bestemte
og klart og kort fremsatte Anskuelse af, hvor nødvendigt det
er for Historikeren at have »testimonia« at bygge paa. Men
det er ikke nogen ny Tanke, han har udtalt, thi »testimonia«
have Historikerne brugt fra meget gammel Tid. Man be
høver blot at nævne Tliukydides som Exempel. Og gaai
man tilbage i den danske historiske Literatur, saa vil man
kunne nævne Huitfeldt som en Historiker, der i rigt Maal hai
brugt »testimonia« i sin Krønike; man vil finde, at de mange
danske Historiografer, som skulde have skrevet Danmarks Hi
storie, i stort Omfang havde »testimonia,« baade Breve, Do