523 / 610
502
Peter Frederik Suhm.
Vil man omsætte alt dette i en mere almindelig Sæt
ning, saa maa man vist sige, at Suhm havde en Følelse af,
hvor usikker Historien er paa uendelig mange Punkter. For-
skjellen i Maaden, paa hvilken Gram og Suhm kunde behandle
Historien, laa dog ikke saa meget udelukkende i Uoverens
stemmelse imellem dem hvad methodiske Principer angaar, som
i Ulighed i disse to Lærdes Naturel. Man tør vistnok rolig
sige, at Gram ikke vilde have været istand til at behandle et
saa langt Tidsrum af Danmarks Historie som det Suhm har
behandlet, fordi Gram bestandig vilde være bleven standset af
sin Kritik, medens Suhm skjød meget af sin egen Kritik til
Side, hastede mod Enden, men samlede en Mængde Materiale,
ordnede det paa en bestemt Maade, saa at en følgende Genera
tion har kunnet, om end ikke altid helt let, søge Hjælp i hans
Værk til at udfinde det, som han selv ikke dristede sig til at
udfinde og slaa fast. Det er ret mærkeligt, at høre Suhm sige,
at, naar han fortalte Danmarks Historie, vilde han søge at
glemme Fædreland og Tro, hvilket vil sige saa meget som, at
Historikeren bør skrive Historien saa objektivt som muligt.
Det var et rigtigt Forsæt, men vanskeligt for et Stemnings-
Menneske som Suhm at føre igjennem.
I Fortalen til første Del af Danmarks-Historien siger Suhm,
at det er hans Hensigt, »at skrive efter de gamle Historie
skriveres Vis, Mænd som Herodot og Snorre,« en Ytring, som
viser, at Suhm vidste, hvor meget Form og Stil have at sige
i et historisk Værk. Men anvendes den paa hans eget Værk,
saa bliver det klart, at han, da han skrev disse Ord, ikke saae
langt nok frem over Værkets Fortsættelse; thi saaledes som
det blev bygget, blev der ikke let Anledning til at vise stili
stisk Færdighed, medens dog Fortællingen paa mange Steder,
f. Ex. i Karakteristiker, ikke er blevet behandlet uden Kunst.
Suhm siger et Sted61: »De overmaade Belæste have sjelden en
god, i det mindste pyntelig Stil, thi de see saa meget paa
Tingen, at de derover glemme Formen.« Denne Bemærkning
kan for en meget stor Del anvendes paa Suhm selv. Theorien,
at Stilen skulde være god, den kjendte han, men »Tingen«
overvældede ham.
Det var mange Videnskaber, som Suhm gav sig af med,
men »den ædle Videnskab,« Historien, var den, som han
satte højest.
__________