FrederikBøgh

151

sterpragt under de vedbendomslyngede Stammer!

Hvilken Klarhed og Glans, saa smukt, saa

smukt! —

Snart se vi Solen staa op, snart gaa vi i

det dejlige Maaneskin til hélt henad Natten; da

forstyrre vi gamle Tante Bi ne , der forundrer

sig over „de Rejsende“ , som gaa saa silde om

Natten. —

Du maa endelig snart se at komme til Møen;

kom blot én Gang, og Du vil vende tilbage hvert

Aar. —

Ja, nu kommer det Sørgelige, min kjære

Ven! Ligesaagodt strax ud af Posen med det,

saa kan Du give Din retmæssige Harme Luft i

de mest tiltalende Udtryk, saasom: „Dit for

bandede Bæst, Din fordringsfulde Æsel, etc.“

Altsaa: jeg kommer ikke over til Dig i Aabenraa.

Nu er det sagt, og det gjør mig ondt, at det

maa siges; men — jeg kan ikke „af flere Grunde“.

Jeg kan ikke tage herfra før den 20de, da skal

jeg møde min Søster for at begive mig hjem med

hende over Faaborg. — Hvis der nu er Noget

ved Dig, da samler Du gloende Kul paa mit

Hoved og kommer til mig den 2 ide. Aa hva’,

sig Ja? Du er jo dog et godt Menneske, U ssing ,

lad mig se, at Du da ikke fornægter Din Natur.

Sagde Du Kallundborg? Ja vel! Men det kan