158 / 499
1 5 0
har Dødkuller. Ja, ulykkelige Individ, det véd
Du vel næppe hvad er?
Jeg gaar herovre for et vittigt Hoved uden
Spor af Følelse, hvilket Præsten i Menighedens
Navn har tilkjendegivet mig ved at citere et langt
Skriftsted om Forstanden og dertil at føje nogle
gejstlige Vendinger om Aandsaristokratiet, der er
værre end alt andet Aristokrati. —-
Ja, min kjære U s s i n g , her er rigtignok
dejligt; her er over den hele Natur en Storhed
og Skjønhed, som maa gribe enhver Beskuer.
Jeg sidder nu her paa „Baronens Høj“ og skriver;
foran mig ligger den store, blanke, solbeskinnede
Østersø med Sejlerne paa sin brede Ryg, og
dette stolte Hav indesluttes af en Ramme af
slanke, prægtige Bøge, og bagved mig bevæge
sig Kornets gyngende Bølger.
Og saa Klinten
med dens knejsende Tinder, Sommerspiret, hvor
Ørnene bygge, de stejle Kridtskrænter, hvorover
Svalerne flyve i Kreds, og ved hvis Fod Bølgerne
pludre lystig med Smaasten og Grus, medens
vilde Roser, Tidsler, Bøge og Konvaller kravle
op ad de bratte Sider! — Hvilken Yppighed og
Fylde! Hvilken Rigdom i disse blankt og friskt
glinsende Blade, i disse Forglemmigejer, der over
alt vrimle frem i Kildernes Lejer, i denne Fugle
sang rundtom i Buske og Træer, i denne Blom