FrederikBøgh

149

hans Svigerinde — ud for at se: der stod en

dejlig Række Ræddiker. „De spiste dem da vel

ikke?“ spurgte Sadelmageren fraNykjøbing. „Det

var jo vederstyggeligt“ lød Svaret, og Tyskeren

tilføjede: „Ja motbytlicht“.

I den Smag faldt Konversationen, og jeg

glædede mig jo. Efter Frokosten kom Pæda

gogen til den sørgelige Erkjendelse, „at han ikke

kunde holde sig“ , og nu fandt han ikke mere

noget Raskt i Søens Bevægelse. —

Efterat jeg havde naaet Stege, modtog jeg

en Kotelette, der med andre Egenskaber for

enede en pikant Vildtsmag, og nu rullede jeg

med friske Kræfter afsted til dette dejlige Sted,

hvor jeg har det saa fortræffelig, som muligt er.

Kammerherreinden er en højst elskværdig Dame,

som ikke véd, hvor godt hun skal gjøre mig

det; jeg gaar ganske som hjemme blandt de tre

Damer, som Enkesædet Liselund indeslutter.

Forresten ere vi ogsaa meget lierede med For

pagter Ro s i n g s , som ere yderst ligefremme og

naturlige Mennesker, hos hvem vi gaa ligesom

hos Fader Ky h n s i gamle Dage. Vi føre jo

nærmest et Adelsjunkerliv: vi fiske, ro, ride og

jage. Blandt Forpagterens Heste gjør jeg ogsaa

interessante Studier, navnlig føler jeg en vis Til

trækning til én blandt dem, der „studerer“ o: den