156 / 499
148
Bølger, forfaldt jeg strax til Iagttagelse over de
forskjellige interessante Medrejsende. — Herlige
Skolemester i de sorte Klæder! Han bøjer sig
over Rælingen og bemærker til sin Sidemand:
„Naar man en sjælden Gang kommer tilsøs, er
det rart, at der er lidt Bevægelse i Søen.“ Sør
gelig Raskhed! Vi ere i Kjøgebugt, det gynger,
den ene Sø følger den anden, o Ve, en Sø i
hans sorte Hat, som han bevarer i det røde
Silketørklæde!
Skolemesteren vender den, og
paa Hovedet med den, at den kan tørres. Di-
ogenes paa Tønden vaagner pludselig af sin
rolige Slummer og bemærker i den Anledning
tankefuld og drømmende: „Det er en Skjælm,
som giver Mere end han har“ — en Sætning,
hvis Mening det ikke var givet os simple Døde
lige at forstaa.
Man begiver sig til Frokost
bordet.
En tysk Forpagter forudskikker som
orienterende Bemærkning: „Man kan denn ikke
go po Dampschiff met en Leermave“ , hvorpaa
han stikker paa Varerne.
Skolelæreren faar Lyst til Ræddiker, og under
disses Spisning fortæller han en vidunderlig Hi
storie om, hvorlunde hans Kone vilde pynte saa-
danne lidt paa Kirkegaarden og i den Anledning
saaede Balsaminer. En fjorten Dages Tid efter
kommer hun med Trine, — det er nu saadan