247 / 499
239
Jeg har desværre ikke
F r e d e r i k s
Svar paa
dette Brev; m en det har næppe været tilfreds
stillende for hans M od er; hun skriver atter til ham
den 4de M arts:
„Min kjære
F r e d e r i k !
T ak for Dine kjærlige L injer, o g vær for
visset o m , at je g ikke m iskjender D ig.
Jeg for-
staar godt Dine Grunde til T av sh ed , je g v éd , at
de ere ædle.
Imidlertid m iskjender je g heller
ikke m ig selv i denne H enseende.
Jeg véd o g
føler, at Du er en Del af mit .eget J eg , at mit
Hjærte er fastknyttet til D ig , o g at det
a l d r i g
kan blive m ig N ok at vid e, a t D u
l e v e r .
—
Imidlertid lover je g D ig, at je g skal stræbe at-
nøjes med hvad D u kan give o s , o g D u skal
ingen Klage oftere faa at høre i den Retning.
O g hermed ere vi saa en ige.“
For at forstaa disse Breve ret, m aa je g til
føje, at disse o g de paafølgende A ar vare fulde
af Kamp for
F r e d e r i k .
A l hans L yst drev
ham m od Kunst o g P oesi — hans Skitsebøger
iyldtes med U dkast, Digte o g A rbejder — men
han maatte læ gge Baand paa sine kjæreste Sysler.
Han havde lovet sig selv at holde ud o g studere
færdig; men dette Løfte var m eget en F ølg e af
det Baand, som hans Foræ ldres o g
B i æ d e l s