FrederikBøgh

240

ø n s k e r lagde paa ham.

H an var sv a g o g hele

hans N ervesystem overanstræ ngt; dertil k o m , at

F orholdene ved Universitetet saa lidet tiltalte ham.

D a je g her nævner Universitetet, kan je g ikke

tilbageholde en Udtalelse a f ham — m aaske nok

nedskreven i et pessim istisk, kritisk ø je b lik —

m en d o g ret betegnende for hans F ølelser:

H ele Universitetet

er en sim pel K økken m øddin g

fra den „k o n g e lig e “ T id ,

h vor blandt tom m e Ø stersskaller

man et enkelt R edskab finder,

der kan væ kke Interesse,

m est historisk Interesse,

som en L evning fra en V erden,

h vor m an savned A and o g Hjærte,

Liv o g Alt, hvad Liv kan vække.

Ingen sindrig Rune pryder

disse rustede Metaller,

m en paa deres tørre Flade

ser m an ristet bredt o g grundig

en langtrukken Pølsepind.

Har N ogen a f Jer m oret sig derop p e?

Gik N og en a f Jer hjem m ed friske Kranse,

duftrige K ranse, sn oede om Hatten?