251 / 499
243
kan gjengives saaledes: „Spaniens K vinde! D u
er Ild — o, saa brænd m ig da
o p ! “ , da vil man
sige:
„ A n d e r s e n — det er jo latterligt!“
--------
Kjøbenhavn — Juni 1863.
Min kjære
El i s a !
Siden je g har lært et Brev at kjende fra
F. N ., hvori han beskriver, at han „sidder her,
m edens U glerne tude i den m ørke N at, KL er
to “ , etc., siden den T id har je g faaet en vis A v e r
sion for at fortælle n oget Nærm ere om de F o r
hold, hvorunder man befinder sig, m edens man
skriver et Brev.
O g d o g m aa je g „inat“ blive
inkonsekvent.
D et er Nat, m aa D u vide.
Jeg
sad netop i mit aabne Vindue o g saa ud i den
klare Luft.
N ogle H unde g øed e langt ude.
Du
véd, hvorledes man saa bliver, m edens den store,
stille Fred hviler over Natten.
Den ydre Fred
bringer da saa ofte en indre.
M an føler det
G ode
og
Kjærlige røre sig stærkt, o g m an længes
efter o g er taknemmelig over alle d e m , man
holder af.
Saa gik je g da fra V induet, tændte
L ys — o g nu skriver je g til Dig.
F ørst da
dette: Tak, fordi Du var m od mig, som D u var.
Naar je g tænker tilbage paa den T id , vi vare
sam lede, da har je g et sm ukt Billede af Dig.
I
i 6*