255 / 499
247
Rigdom.
Jeg læste forleden D ag et Sted hos
M y n s t e r ,
som slog m ig : „I vore onde D age, naar
det Forbigangne havde ladet sin B rod tilbage i
Hjærtet, det Nærværende trykkede som en svær
Byrde o g Fremtiden forud besøgte os m ed sine
B ekym ringer: da kom der d o g stundum midt
under alt Dette T im er, h vor det syn tes, som
havde en højere H aand borttaget ethvert T o lk ,
Sjælen følte sig let o g havde M od til at bære det
Nærværende o g haabe paa det Bedre.
Alt Dette
henfører Kristendomm en til den hellig Aand, den
formanende o g trøstende A an d , hvilken Faderen
sender i Jesu Navn.
Skulde det vel virkelig kun
være vor egen A an d , der ved sin egen Kraft
hæver sig over T vivl o g Synd o g AJismod o g
Kumm er?
Eller fornæmm er ikke Enhver tyde-
ligen, at der er et H øjere, som b esøg er ham .“
— Dette synes m ig m eget smukt o g sandt ud
trykt, netop som je g selv — o g sikkert ogsaa
D u — har følt det.
Midt i al denne S org kan
der d og være en G læ de;
G ud bevare den for
os B e g g e !“ — — ----------------
— ------
Kjøbenhavn, 15de November 1863.
Kjære
El i s a !
Jeg er idag underlig opfyldt af K on gen s
Sygdom .
Det vilde forekom m e m ig højst mæ rk