260 / 499
Selskabet sang Julesalmer — kort sagt: vi havde
en m eget sm uk o g h yggelig D a g .“
Til m ig skriver
F r e d e r i k i Januar 6 4 :
„ — — — Om hele min Juleperiodes D oven
skab o g Selskabsslendrian har je g Intet sagt D ig?
Ja, Grunden m aa d o g vist have været den, at
der Intet har været at sige derom .
T æ nk Dig
en Juletid, hvori je g ikke en eneste G ang har
danset — end sige danset rigtig!
Jeg svimler
ved denne T ankes M ørke. — — — H vad mig
selv angaar, da er mit H um ør daarligt: det er
Vinter o g onde Tider, o g man m aa virkelig være
en stor Optimist for at befinde sig vel.
Med
H ensyn til min private T ilvæ relse, da gaar nu
atter den ene D ag som den anden, hvilket jo
egentlig ikke i høj Grad stemm er m ed mit Naturel
o g min hele Tilbøjelighed. —
U nderlig ere vi M ennesker d o g indrettede;
det slog mig, da je g forleden D ag læste følgende
sande Ytring h os
O c t a v e F e u i l l e t :
„Ja, til
visse er A rbejdet en hellig L o v , siden allerede
det mindst besvæ rlige A rbejde form aar at skjænke
os en vis F ølelse a f Tilfredshed o g Sjælero. O g
d o g holder M ennesket ikke af at arbejd e; han
kan ikke m iskjende de ufejlbarlige V elgjerninger,
som A rbejdet m edfører; han nyder hver D ag