FrederikBøgh

I denne sidste U ge har derim od mit Sind

været m eget bevæ get ved

M i c h a e l W i e h e s

D ød.

Jeg følte m ig i saa m ange H enseender

beslægtet m ed ham — alt det Bedste i mig.

Han

var efter m in AJening Nutidens vigtigste M and i

æstetisk H enseende.

Han havde en uhyre prak

tisk Indflydelse til at væ kke Sansen for Skjøn-

heden , en Indflydelse, som var af saa m eget

større B etydning i en T id som denne, hvori M a

terialismen m ere o g m ere trækker op som en

ty k , kold T aage.

Jeg har ikke ret kunnet finde

m ig i at have mistet denne store o g elskværdige

K unstner; je g vil savne ham gjennem hele mit

L i v . ----------------------------------------------------------------

“

F r e d e r i k skrev et stort Digt over

M i c h a e l

•W i e h

e ; det findes blandt Digtene.

i ode Decbr. 64. (T il mig).

„ — — — --------------

S om D u véd, ere disse

M aaneder uheldige for mit V elbefindende.

Denne

k old e, klamm e T a a g e trykker mit S ind, Solen

ses saa god t som aldrig, o g je g lider paa denne

Aarstid af H um ørsyge.

Min nuvæ rende Levevis

bortjager den jo heller ikke.

M aaske m an bedst

kunde leve i Sus o g D us i disse m ørke M aa

neder. — D u m aa d o g imidlertid ikke tro, at je g

er sort;

ler S olen , saa ler ogsaa je g o g er