265 / 499
257
aldeles paa det Rene m ed, at je g a f Naturen har
et fortræffeligt H um ør, at V erden er sm uk o g at
Livet er fuldt af L iv o g L y s o g Glæde.
Paa en
klar M orgen kan je g føle en saadan Frejdighed,
at je g næsten kan sige, der er Skjønhed deri. —
«
I Januar 65 skriver
F r e d e r i k til sine F or
ældre: „G id dette nye A ar m aa blive ret velsignet
og godt for os Alle.
Bed til G ud ogsaa for
mig, at je g ikke m aa lide Skibbrud paa det prak
tiske Livs Skjæ r.“
15de Januar 65. (T il mig.)
Parforcelæ sningen skal nu
florere, for at je g til Maj kan gaa op o g erfare,
at jeg kun „fanger saa krank en L y k k e“ . Det bliver
en drøj Tid for m ig ; je g holder ikke deraf, uagtet
jeg virkelig m ed Sandhed kan sig e , at je g nu
har Interesse for denne oprindelig saa k jedsom m e-
lige Videnskab. V ed at høre paa E xam en i denne
Tid er je g d o g ogsaa kom m en til det Resultat,
at jeg kan en hél Del.
G ud give nu, at je g ret
med Alvor maatte kunne arbejde o g slide!
O p
gaven er virkelig svæ r; m en netop deri ligger jo
dens Betydning for Livet o g for Personlighedens
Udarbejdelse, dens B etydning som Ø velse i Taal-
mod og O pgivelse af sine forfløjne T ilbøjelig-
17