FrederikBøgh

260

om A ftenen, hvori V erden forekom m er m ig rig

o g sm uk o g Livet fuldt af Betydning.

D og

mærker je g i det H ele, at det V e m o d , som er

ejendomm eligt for min K arakter,

tager til —

m aaske d o g kun for en Tid.

Car l B l o c h har

jeg m e g e n Glæde a f; han er simpel, ærlig, tro

fast —

o g lidt m elankolsk.

B e r g s ø e ligger

stadig m eget s y g ; je g sørger derover.

Emi l

B l o c h er i R o m ; je g savner ham .“ — — — —

Somm erferien tilbragte

F r e d e r i k da hjemm e

i Garntofte o g kom sig lidt der. — Jeg blev

pludselig kaldet over til mit H jem i T aarn by til

min elskede Faders D ødsleje.

D en l8 d e A vgust

1865 døde han midt i sin kraftigste A lder paa

faa D age a f T yfu s.

F r e d e r i k følte sig dybt

greben ved hans D ød.

Jeg var under nogle

U gers O phold i H jemm et flere G ange samm en

m ed ham o g fandt, at han saå m eget svag ud.

— I April 1866 skriver han til sine F oræ ldre:

— — „Jeg fører jo ikke n oget lysteligt Liv.

Min H elbred læ gger m ig Hindringer i V e je n , og

mine Beskæftigelser

ere ikke oplivende.

Men

ser m an Sagen fra et lidt m ere dybtgaaende

Synspunkt, da har dette jo Intet at sige.

Sætter

m an Livets Maal deri, at m an skal udarbejde sin

Personlighed,

saa har je g sikkert ikke valgt