257 / 499
249
se hen paa K on gen s D ød, uden at føle en
S t y
r e l s e ,
uden at erindre det V e rs:
End lever for vist en naadig Gud,
som F olkene prøver o g tugter,
o g fortrøstningsfuldt at læ gge til:
men atter lader af Sm ertens Brud
vælde V elsignelsens Frugter.
Jeg er dybt bevæ get ved det G ribende, det
Slaaende i denne B egivenhed.
En Ateist burde
kunne blive troende, naar et højere L ys saaledes
bliver holdt ham lige for Øjnene.
G ud give vort
Fædreland Held o g Æ re !
25 de Decbr. 1863.
,,— — Jeg véd ikke, hvorledes je g har det
idag.
Efterretningen om Ministeriets A fg a n g har
virket forunderlig paa mig.
Alt staar nu m ere
vaklende end nogensinde.
Det er m ig , som
skulde der ske en stor U lykke.
O g d o g m aa
jeg sige m ig selv,
det er m uligt,
at denne
Løsning alligevel bliver den bedste.
Gid vi blot
havde et nyt o g paalideligt M inisterium, o g gid
Folket saa ikke vil glem m e, at det er farefulde
Tider, hvori det gjælder om E nighed! —
I disse Juledage holder je g F erie, h vorover
je g af m ange Grunde er glad.
Det er saa van-