253 / 499
Sommer.
Jo længer je g kom m er ind i Studiet,
desto mere overvæ ldende bliver det, o g det fore
komm er m ig rigtigst — ganske fraset, om je g
vil gaa op om et Aar eller ej — at je g nu bruger
a l min Tid til at faa Bugt m ed disse væ ldige
Stofmasser.
Jeg bestiller derfor heller ikke Andet
end at læse o g atter læse Jura, o g je g er saa
flittig, som det er m ig muligt.
V i ses vel saa-
ledes ikke i S om m er,
hvis ikke ød elæ ggen de
Varm e eller anden N ødvendighed skulde fordrive
mig.
Jeg har det i Alm indelighed ret g o d t, o g
der er ingensom helst Grund for Eder til at frygte
for, at je g skal læse for m eget.
Jeg har for
længe siden lært, at det D um m este a f V erden er
at ødelæ gge sin H elbred for at læse. Sig M oder,
at hun i den H enseende m aa være rolig: je g
søger bestandig at holde m ig sund.
Et har je g
opnaaet, min kjære F ader: je g har faaet — som
det saa smukt o g rigtig hedder — „en stadig
A and“ , eller i alt Fald har je g nu denne E genskab
i højere Grad end nogensinde før.
Jeg beder
Gud, at han vil bevare m ig den, at det m aa gaa
m ig godt i mit hele L iv.“
F r e d e r i k tilbragte saa denne Somm erferie
i K jøbenhavn.
Han længtes m eget efter H jemm et
o g den frie Natur.
Hans Aftenvandringer gik til