242
gribeligt, hvorledes den A nskuelse vinder U dbre
delse, at m an ikke m aa give n oget S ørgeligt i
Kunsten.
D er er virkelig M an ge, som erklære,
at de ikke- ville se paa Sligt.
Saavist som Kun
stens Maal d o g er o g bliver Skjønhed,, saavist er
ogsaa Skjønheden ofte langt dybere i det S ørge
lige.
D en hele forrykte A nskuelse æ rgrer mig
kun ved sin Alm indelighed.
H. C. A n d e r s e n er vendt hjem fra Spanien.
Han er nu taget paa Landet for at skrive sin
Rejse.
B egyn delsen , som blev til her i Byen,
har han læst for mig, o g je g er tiltalt af Maaden,
hvorpaa han synes at ville løse denne vanskelige
O pgave.
En M æ ngde lyriske D igte har han
skrevet; „de skulle dukke frem i B ogen som
Blom ster m ed Duft fra S y d en “ .
H vorvidt disse
D igte ville gjøre L y k k e , kan je g ikke afgjøre;
M eget, som tiltaler o g rører
m i g , skriver sig fra
K jendskabet til
A n d e r s e n s
ejendom m elige Per
son ligh ed, o g je g føler, at je g ikke kan dømm e
upartisk.
D er findes imidlertid i disse D igte en
F ylde o g F riskhed, som d o g m aaske kan vinde
F o lk , skjønt m an jo holder mest a f at skjænke
A n d e r s e n hans subjektive Følelser.
B j ø r n -
s t j e r n e er begejstret o g kalder flere a f disse
D igte for sine øjesten e.
Jeg er d o g lidt bange
fo r, at, naar m an læser et U dbrud, der i Prosa