252 / 499
244
de sex A a r, hvori je g nu ikke har set D ig , er
je g d o g — det har je g mærket — bleven ud
viklet i den H en seen de, at je g fuldere forstaar
at opfatte en Karakter o g dens Nuancer.
Et
skærpet Blik i denne Retning har man ikke fra
V u g g e n ;
det skjænker først selve Livet.
Ja,
kjære
El i s a ,
det har je g følt i disse sm ukke
S am livsdage, at D u o g je g staa hinanden nær,
ikke alene gjennem T ilbøjelighed, m en paa Grund
a f vore gjensidige Individualiteter, paa G rund af
alle vore Anlæg.
V i forstaa hinanden.
Sym pa
tien er d o g et mægtigt Bindeled, den har noget
G uddom m eligt i sig , den har sin Kilde i selve
den hellig Aand.
O g det er den store Glæde,
je g har, naar je g er h os D ig , at je g kan give
m ig hen til D ig i F ortrolighed, o g je g følger
derved kun en Naturdrift.
D u v é d , i hvor høj
Grad je g aandig hengav m ig til D ig , o g ikke et
Øjeblik har je g angret, at je g talte om m ig selv
m ed D ig, som je ggjord e det.
Det m aa vise
D ig , at D u er m ig
kjær som Faa. — Mit L ys
gaar ud.
G odn at!'
Kjøbenhavn, 28de Ju ni 1863.
Min kjære F ader!
Det glæderm ig af Dit Brev at
se , at Du
m ed m ig er enig i, at je g ikke b ør tage hjem i