301 / 499
syne, og hun, som hidtil har plaget Korsfarerne
med Pest og alle Pinsler, hun, som dog ikke
herved kunde bøje dem, hun vil nu hilde dem
ved Vellyst.
Rinaldo, Hærens Pryd, ser hun
vanke fra Teltet, og han skal daares.
Hun
svinger Tryllestaven og byder sine Aander, at
de skulle bygge hende et af Guld rigt funklende
Palads midt i en Sø med stille Vande, i hvis
klare Bølger bag Rosenhækken alle hendes
Aander som dejlige Sirener skulle svømme, syn
gende G lemsel, syngende om en Lykke, der
daarer Viljen. — ørkenen forvandles til en yppig,
solbelyst Have med en stille Sø, i hvilken Sirener
vugge sig. De synge:
Jeg dukker mit Bryst, jeg dukker min Kind,
fang mig, Du liflig svalende Vind!
Kys mig, Solstraale fraoven!
Jeg plukker Dig, Rose, som knopped igaar,
jeg fletter Dig ind i mit blanke Haar
og spejler min Krone i Voven.
Rinaldo ser al denne Pragt, hører disse lok
kende Toner, og ræd vil han vende tilbage til
sit Telt. Da klinger det atter: „Jeg dukker mit
Bryst, jeg dukker min Kind!“
Tvingende lyde
disse Toner; han vil dvæle og lytte, lukke øjet.'
Du skulde høre disse milde, lokkende stille