303 / 499
295
Fremad, frem nu, min mødige Fod!
Fremad, thi Tankerne fare
længselbevingede Maalet imod,
hastig som Fuglenes Skare.
Mødige Fod, snart Du vinder i Havn,
Hvilen os venter og Bod for hvert Savn.
R i n a l d o .
Vingede Sanger!
Bebuder Din Røst
Synderens Angel
en naaderig Trøst!
Med Sang drage Pilegrimmene videre, gjennem
Kløfter, opad Skraaninger, nedad i Dalene. Da
lyder Peter Eremits S temm e:
Løft højt Dit Hoved, Korsmand, stands!
Se Zions Stad i Solens Glans!
Dit Maal er naaet! Jerusalem!
Hvor mylrer da ikke den vrimlende Skare!
Hvor føler man ikke, at de se Jerusalem! Atter,
atter udbryde de: „Jerusalem! Jerusalem!“ Ma
lerisk ligger den dér i Solens G lans, medens
Korsfarerne med Taarer og med Begejstring
kysse den hellige Jord.
Peter Eremits dybe,
alvorlige Røst, som altid klinger igjennem, sty
rende Mængden, synger da: