309 / 499
301
Tag Dig iagt for Nattens skjønne Dronning,
og husk hvad jeg alvorlig vil Dig sige.
Hun er Dig naadig, sidder ved Dit Leje
og vaager over Dig, imens Du sover;
men aldrig maa et Ord Du hende sige.
Hun savner Talens underfulde Gave,
de høje Guder nægted hende Ordet;
naar da Du taler, og hun ej kan svare,
hun vredes dybt, og Hævnen hende lyster.
Da vinker hun ad Fantasus, sin Søn,
en kaad, uartig Dreng, foruden Naade,
saa uberegnelig som Vaarens Vinde.
Han flyver gjennem Luften til Dit Leje,
han hvisker Dig i øret, til urolig
Du kaster Dig foruden mindste Hvile.
Snart er han mild, indsmigrende og kjærlig,
Snart skrækker han Din Sjæl med vilde Syner,
og Nattens stolte, tankefulde Dronning
forlyster sig ved Sønnens kaade Lege.
Se, derfor maa Du lyde nu mit Raad
og tro hvad mig min Dæmon har fortalt.
Ej med det mindste Ord, den mindste Tanke,
maa Du forstyrre Nattens Herskerinde;
thi tavs og mørk hun sidder ved Dit Leje,
og vogter paa Din Fred, imens Du sover.
Alene hun vil have Lov at tænke,
at drømme om den underfulde Lykke,