FrederikBøgh

303

somme Forkortninger gave næsten Indtryk af

noget Dyrisk, saa meget mere som et Par vældige

Vinger (Ørnevinger) skøde sig ud fra Ryggen.

Det var som en Blanding af en D rage, en Abe

og et Menneske. C a r l var meget glad *derover,

fandt, at disse Vinger gjorde prægtig malerisk

Virkning, etc.

Jeg saa det ordentlig igjennem,

derpaa erklærede jeg , at jeg fandt det Hele slet,

og nu begyndte jeg en længere Tale til stor

Forbavselse for Hr. Skuespiller S c h n e i d e r , der

tilfældigvis var deroppe. Resultatet var en fuld

stændig Sejer, alt Vrøvlet blev slettet ud , og

mine Ideer bleve fixerede. Billedet blev da saa-

ledes: Satan er en P e r s o n . Læser man i Evan

geliet faar man Indtryk af en saadan. Han har

ikke Vinger.

To Personer, Kristus og Satan,

staa ligeoverfor hinanden — ellers er desuden en

virkelig Modsætning umulig.

Idet Satan nu

styrter ned, idet han selv v i l vige, synker Jorden

under hans Fødder, Klippen styrter før ham, Af

grunden aabner sig , der bliver tom t, hvor han

stod: et Hul, og han svøber sig i en Sk y , i et

folderigt Gevandt, som han samler om sig, halvt

Stof og halvt Taage. Dette Motiv forekommer

mig tneget morsomt. Ligesom Satan kan svøbe

sig i Morgenens Taage som i en Kappe, saaledes

kan hans Kappe blive T aage, ligesom man kan