313 / 499
305
Hvergang, naar Tiden kom, jeg: kunde haabe,
at Du et kjærtigt Ord mig vilde sende
— som Duggen liflig efter Længslens Hede —
sad jeg saa tavs, o g spændt jeg Iytted efter,
om ikke Portens Klokke vilde ringe,
om ej den lille Piges Trin jeg hørte,
naar hun med Træsko sig paa Trappen skyndte,
naar paa min Dør hun banked, naar hun rakte
mig Brevet med en vis undselig Smilen,
fordi hun aner, hvad det er hun bringer.
Saa var min Drøm i denne Nat forgjæves:
Jeg drømte, at et lille Brev man bragte,
det var fra Dig, men Seglets „E‘‘ var brækket,
og Brevet aaber.: var. Hvad v id e det sige?
Jeg tænkte mig imorges, at Du sendte
mig Brev, som Afle gjærae kunde læse,
fordi det ikke gjemte noget Udtryk
for Det, som ene Du og jeg maa vide;
og med et saadant Brev var jeg fornøjet.
Nu fik jeg intet, og jeg er urolig;
jeg tænker mig, Du ligger sy g o g ene
og længes efter mig — ja, Du maa længes,
det er mig dog en Trøst at vide dette.
Har Du forglemt mig, har Du hélt udslettet
den Tanke, at jeg her maa gaa og: lide?
Min Elskede! Jeg k a n ej længer vente,
jeg mangler' Kræfter til at døve Sorgen.
2 0