314 / 499
306
Du véd jo, jeg er heftig, fuld af Higen,
om end jeg synes kold som Sten og rolig.
O, gaves der en Søvn foruden Drømme,
jeg vilde sove, indtil Du mig vakte!
O, gaves der en Drik, som kunde slukke
Bevidsthed, Tvivl og alle mine Tanker,
jeg vilde tømme den i fulde Skaaler!
Jeg er saa sorgfuld, som jeg skulde græde;
men Taarerne har dukket sig i Sjælen,
og hver en Følelse, som Sjælen ejer,
har drukket Taarens salte, bitre Vande,
saa alt mit Indre tørster, smægter, tørster.
— Bryd Dig dog ikke om hvad her jeg skriver;
snart vil Du dog vel sagtens D ig forbarme,
snart siger Du mig vel, at Du mig elsker,
og jeg kan atter finde Fred og Hvile. —
P inse dag 1867.
Ja, det er sandt: Ingen, ikke en Eneste
blandt Menneskene, uden Du, véd, hvorledes jeg
er, og omvendt er jeg dog den Eneste, der til
bunds kjender Dig, ud og ind, i Stort og Smaat.
Ofte er jeg saa opfyldt af denne Tanke,, saa in
derlig taknemmelig over, at vi hélt have overgivet
os til hinanden. Hertil hører en stor Kjærlighed.
Der er dog en rig Trøst i at eje et Men
neske, som hélt kjender os, hvem vi kunne sige