312 / 499
304
tænke sig, han selv kunde blive det. Dér styrter
han ned, han, Mørkets Aand. — Hvilken prægtig
Modsætning giver ikke denne mørke Forgrund
med Afgrunden, Taagen og Satan til Ivristus
deroppe i Morgénglansen!
Natten viger for
Lyset. Lyset og Mørket have kæmpet, nu flygte
Taagerne. Og hvilken Romantik i disse sønder
revne Bjærgmasser! Hvilket Spillerum for Fan
tasien i den Maade, hvorpaa han falder! Kristus
staar i Glansen, høj og slank, med Haanden ud
strakt: „Vig bort, Satan !“, og Satan viger lige
som den Plads, hvorpaa han stod; selve hans
Spor udslettes. — --------------- —— --------------------
K jø b e n h a v n , d. 7de A p r il 1867. .
-------------------Jeg gaar næsten hver Aften
med C a r 1 B 1o c h , og vi skjænke hinanden den
fuldeste Fortrolighed.
Da tale vi næsten altid
om Kvinden, om Kjærligheden, om Døden. Disse
Samtaler ere egentlig den største Glæde for
mig i dette kjøbenhavnske Liv, hvor jeg nu føler
mig fremmed, fordi „jeg kalder det ikke at leve,
naar jeg ikke lever med D ig.“ — — — -------
K jø b e n h a v n , d. 9de A p r il 1867.
Endnu idag jeg ventet har forgjæves.
Hvor har jeg ventet dog i disse Dage: