315 / 499
307
det Allerlønligste, og at dette Menneske elsker
os. Kjærligheden har givet os Syn paa hinanden,
denne Kjærlighed, som „fordrager Alt, tror Alt,
haaber Alt“.
Kjærligheden er dog ikke blind,
den ser maaske allerskarpest, om den end aldrig
ophører at være Kjærlighed. Min Elskede! Idag
paa Pinsefesten, paa Aandens Festdag, ville vi
være ret taknemmelige for denne Skat, vi eje i
Kjærligheden til hinanden.
Gud give os, at den
hellig Aand maa fylde os mere og mere, bo og
bygge hos os! Langt, langtfra ere vi gode. Og
dog kan Du have Ret deri, at jeg virkelig lige-
overfor Dig er god. Guds Naade har givet mig,
at jeg kun kan være god imod Dig. Intet gjør
et Menneske god som Kjærligheden. Intet kan
som den besejre alt det Smaalige, alt det Selviske.
Aandens Ild, som ulmer deri, bringer Lys og
Varme. Ja, jeg føler det klart idag — som da
næsten altid — at det er Livets Maal: at kunne
leve i Kjærlighed, i denne Kjærlighed mellem To,
hvor den Ene giver sig hélt hen, for at modtage
den Anden. — Men hertil hører megen Aand.
Aanden er det, som bringer Kjærligheden til at
fordrage, tro, haabe, Aanden er Solen, som gjør
det Mørke lyst, som vækker Blomster og Duft,
hvor der vilde være hæsligt uden den! — Min
egen Elskede! Gud ske Lov, at Du er det!
2 0
*