296 / 499
288
sidder o g siger til D em selv : „U f, den ækle Se
kretær, som kom m er o g stiller sig m ellem
El i sa
o g m ig !“
Det m aa D e ikke sige, kjære Frøken!
D e m aa ikke tro , at det er en virkelig Spids af
en Slangehale, som stikker frem i Mundvigerne
paa mig.
D e siger rimeligvis som saa mange
A n d re: „D en slemm e M u n d !“
Det er jo slemt,
at je g selv er nødt til at maatte forsvare mig
her.
Jeg kan da kun sige D em , at je g i Grunden
er en skikkelig F y r, o g je g skal bede
El i s a at
gjentage for D em hvad hun sagd e m ig forleden:
at je g var god.
Til Slutningen m aa je g dernæst fortælle Dem,
at, ligesom
E l i s a s M oder o g alle hendes Sø
skende have m odtaget m ig m ed den største
G læde o g K jæ rlighed, saaledes er
E l i s a bleven
m ødt m ed stor Jubel i m in Slægt.
Mine For
ældre o g S øskende sætte nem lig stor Pris paa
h en d e, o g hele min Familie er enig i, at der el
sket m ig en stor L ykke.
H os mine Forældre,
h os B i æ d e l s paa V ilhelm sborg o g h os Konsul
B r u u n s i A ssen s have vi været til G ilder, som
forud syntes os at maatte blive m eget pinlige,
m en som i V irkeligheden vare fornøjelige og
god e.
„F ra Hjærtet udgaar L ivet.“ —
Nu beder je g D em , at D e virkelig i Frem
tiden vil vise m ig, at je g ikke er D e m .e n Frem