FrederikBøgh

saaledes ikke føle D em generet af den Bevidst

hed, at D e m uligvis ogsa a kan kom m e til at

sende m ig B rev, naar D e skriver til

E l i s a —

jeg skal ikke m isbruge min Stilling som Et med

hende.

løvrigt m aa je g ,

m edens je g er ved

denne Materie, frem hæve for D em , at et af mit

Livs H ovedprincipper er

det : at respektere den

individuelle Frihed, o g ligesom

E l i s a altid først

vil have læst D eres B rev, saaledes vil D e endnu

meget trøstig kunne skjæ nke hende den F o r

trolighed, der kun gives E n ; i saa Fald er je g

nemlig utvivlsomt døm t til U delukkelse. — Ja,

kjære Frøken H ., det er tungt, naar en Veninde

vælger sig en B ru d gom !

Man paatrænges da

uvilkaarlig, eller m aaske rettere: aldeles vilkaarlig

denne Person.

D erved er nu imidlertid Intet at

gjøre.

El i sa vil ikke af den Grund indlade sig

paa at slaa op m ed m ig.

H un kan det virkelig

heller ikke; thi D e m aa vide, at vi T o ere m eget

lykkelige, saa lykkelige, at je g tror, D e har Ret

i, at vi ere skabte for hinanden, a f G ud bestem te

for hinanden. —

H vorledes hun nu er „som forlovet“ ? L ige-

overfor dette Spørgsm aal vil D e føle det Heldige

i, at j e g er kom m en til at besvare D eres B rev;

thi hun selv kan jo ikke god t give Besked om

dette „hvordan hun er“ . — Ja, D e kan vel sag