290 / 499
282
som vilde de istemm e L yk øn sk n in gen , som jeg
beder D ig m odtage o g , ledsaget af varm e Kys,
m eddele Din Brud.
Ja, Sligt har Du vel alt
kunnet før, allerede da hun, Huldren, blev Fange
paa Livstid, ved efter Midnat at b iy d e ind ad
lukkede D øre i Dit h yggelige Studereværelse ’ ).
Jeg kan vidne her om g o d H ukom m else o g sige,
at, skjønt je g i de sidste A ar ikke saa ofte har
set D ig, saa har min T an ke ofte, m eget ofte
været D ig nær.
Jeg har tidligere ofte beskæ ftiget m ig med
den T a n k e: „H vem m on bliver
F r e d e r i k s
F or
lov e d e ?“
Det er m ig ofte, ligesom vi, de gamle
Venner, i Tanken beder om F orlov at være med,
naar en un g V en væ lger sig en H ustru; egentlig
er det en Slags hem m elig S k in syge, idet man
ligesom frygter at miste V en n en , naar man ikke
kan tilfulde dele hans G læ de; m en i
d e t t e Til
fælde føler je g , ved at tænke paa M oderen, at
hendes Datter har et K rav paa de gunstigste
F orudsæ tninger,
en d og uden Din Kjærligheds-
Legitim ation, som bliver hende et L ejdebrev til
Plads midt i mit Hjærte. — M en, Et vil je g endnu
sige D ig som gam m el erfaren „M utter“ .
Udsæt
J) Hentyder til et D igt, som F r . havde skrevet for nogle
Aar siden.