287 / 499
279
begge M aader; Hæderen er vel rettest at opfatte
som en potenseret Æ re , en Æ re i højere Grad.
Gamtofte, 2den Juledag 1866.
(Til Fru J e r ic h a u .)
Min kjære V eninde!
Glædelig Jul, rigtig glæ delig!
O g bliver den
saa virkelig, som je g ønsker det, vil den d og
aldrig blive saa straalende for D ig som for m ig .
— Jeg lovede D ig, at, hvis je g blev forlovet,
skulde je g strax m eddele D ig det, o g je g hører
endnu den sm ukke K lang i Din Stem m e, o g je g
ser den Kjærlighed i Dit U dtryk, da D u sa g d e :
„Naa, Gud velsigne D ig d a.“ — N uvel, n u er
jeg forlovet.
Ikke m ed „F røken B lum “ , som Du
sagde, men m ed
E l i s a P l u m.
Jeg har vel sa g
tens taget hende, fordi hun var den E neste, je g
kunde finde m ed Navnet E lisa, o g „E lisa’ erne“
har je g jo altid haft en vis S vaghed for, det véd
Du. — N ej, Sandheden er d o g snarere den, at
je g har taget hen de, fordi je g m aa elske hende.
O g hvorfor elsker je g hende?
Ja, det kan je g
ikke godt sige D ig ; thi Kjærligheden er a f en
særegen gaadefuld N atu r; m en forresten er denne
El i s a en g o d P ige, en m orsom Pige o g en
dygtig Pige.
Jeg finder hende naturligvis sm uk;