283 / 499
275
blot kan redde mit Hjærte o g K jærligheden. Jeg
•
har et saa klart Blik for D øden, en saa fuldstæn
dig Vished fo r, at Alt hernede har en Slutning,
o g at da netop Det, som V erden attraar, er uden
Betydning.
Dette er jo naturligvis i H oved sagen
rigtigt; men desuagtet m aa je g jo give D ig Ret
i, at m edens man har Livet, skal det b ru ges, o g
kan m an vinde Hæder ved n oget virkelig Væ rdi
fuldt, er det jo godt.
Det véd
j eg, det indser
je g , o g d og bevirker den første G rundanskuelse
saa ofte, at je g siger til m ig selv : „M en vinder
Du nu ingen Æ re , saa er det jo d o g i Grunden
ogsaa ligegyldigt.“
Har D u nogensinde ret tænkt
Dig ind deri, at je g in gen , slet ingen Hæder
vinder i dette L iv?
Du tror derpaa.
T æ nk D ig
ind i, at denne T ro fuldstændig svigter — vil D u
da ikke kunne elske Din M and? D u g jø r rigtigst
i at fastholde den T an k e,
at je g slet ikke bliver
noget Betydeligt i V erden — vinder je g da vir
kelig Hæder en gan g, da kan Du tage den som
en Tilgift, dobbelt kjæ rkom m en, fordi D u ikke
havde ventet den.
Et M enneske, der har Talent
eller tror at have det, er ofte i Kjærlighed stillet
ligesom D en , der har F orm ue.
D en Talentfulde
er bange for, at han udvæ lges blandt de M ange,
netop paa Grund a f Talentet.
D o g er der natur
ligvis en F orsk jel; thi det Talentfulde hører jo
1 8
*