284 / 499
til
denne bestem te P ersonlighed,
som
elskes,
hvilket derim od ikke kan siges om Formuen.
M isforstaa m ig nu ikke h erigjennem !
Jeg vil
ikke, at Du skal være kold ligeoverfor det Talent,
D u tror, je g h ar; m en derim od vil je g n ok , at
Du ikke læ gger for m egen V æ gt paa dette Talent.
Du maa elske Din M a n d ; m en D u m aa aldrig
blive forfæ ngelig a f ham, selv om han udmærker
sig , o g efter hvad je g ser i L ivet, m aa dette
Sidste ikke være saa let.
K onerne ere altid de
Væ rste til at fordæ rve de M ennesker, som Verden
ødelæ gger ved Æ re o g H æ der, Sm aalighed og
Sm iger.
M en det m aa je g kunne fordre af en
Karakter som Din, at D u altid viser D ig at være
stort nok anlagt til at forkynde V erd en , at det
Egentlige, det Væsentlige, Det, hvorpaa det kom
mer an , er n oget ganske Andet end Hæderens
Glimmer.
„Saaledes (o: brydende sig om Æ re)
maa en Mand væ re, o g frem for Alt m aa m in
Mand være saaledes“ , skriver Du.
Det er, som
je g føler, at der ligger n oget Farligt i denne
Ytring, det er mig, som om der skjuler sig nogen
F orfæ ngelighed deri.
Har D u en M and, som
virkelig, m aaske gjennem store Kam pe, har naaet
at eje Hjærtets Enfold o g Renhed, Y dm ygh ed og
T ro, da er det større o g væ rdigere for en Kvinde
at sige:
„ H a m elsker je g , ham kjender jeg,