282 / 499
274
Se, je g har nu tænkt som saa, at G od s o g Guld,
det behøver Du o g je g heller ikke at bryde os
om uden lige til nødtørftigt B rø d ; m en
Æ r e n ,
den bryder je g m ig o m , o g D u g jø r det ogsaa.
Du bryder D ig om d en , ikke alene for m in
Skyld, men og sa a for Din egen, o g saaledes maa
ogsaa en M and være.
O g frem for Alt m aa m in
Mand være saaledes. Jeg vil ikke elske ham for
Æ rens S k yld ; m en je g vil elske hans Æ re , og
den vil være m ig hellig o g dyrebar.
Jeg tror
nok, at ingen virkelig L ykke gives for den Kvinde,
som ikke kan være stolt af sin M and.
Jeg bry
der m ig ikke o m , at V erden o g M æ ngden skal
hædre D ig; m en for de Enkelte, den udsøgte
V erden, m aa D u være N o g et, o g det véd jeg,
Du altid vil være. — — — — — — — — — “
Kjøbenhavn, 3dje Decbr. 1866.
— — — — Det synes at have stødt Dig,
at je g i et af mine forrige B reve har sagt, at je g
ikke brød m ig om Æ re.
M ed H ensyn til denne
Ytring maa je g give D ig en Forklaring.
Jeg
har altid — ja , saa godt som i A lt, hvad je g
foretager m ig — en saa levende Forestilling om
det Forkrænkelige i A lt, hvad der hører dette
Liv til, at det ofte forekom m er m ig temm elig
ligegyldigt, hvad der kan vindes i Livet, naar je g