FrederikBøgh

269

sin Frihed o g Naturen.

Han brugte sin Tid

meget til at ford ybe sig ‘ i Skovene o g studere

Plantelivet praktisk; forresten deltog han, saavidt

hans Helbred tillod det, i det friske, muntre Ferie

liv i Gamtofte.

Naar om Som m eren alle B ørnene

og ofte m ange G jæster o g V enner sam ledes i

den gam le, h yggelige P ræ stegaard, da glem tes

Sorgerne o g hvad der ellers kunde trykke Sin

dene, o g der var da en sjælden F ylde a f U n g

domsglæde. —

N i c o l a j B ø g h

bidrog m eget

hertil; hans udpræ gede Sans for alt H um oristisk

og Kom isk var saa smittende for

F r e d e r i k ,

o g

de T o kunde finde paa de utroligste Narrestreger,

som da Søstrene o g de yn gre Brødre og sa a af

Hjærtenslyst deltoge i. M en hvad der, idetmindste

i mine ø jn e , gjorde Som m er- o g Ferie-Livet i

Gamtofte saa henrivende, var den M aade, paa

hvilken Forældrene deltoge deri.

De gave U n g

dommen Frihed, o g de vare selv unge o g glade

med dem.

H vor kunde

F r e d e r i k s

M oder le

hjærtelig, o g hvor var hans Fader gem ytlig o g

elskværdig i den hjem lige K reds! — O gsaa den

gamle

T a n t e L o t t e

(F rk.

S c h m i d t , F r e d e

ri ks M orm oders S øster)

hørte m ed alle sine

Snurrigheder til det glade Gam tofteliv, o g Enhver,

der har besøgt Præ stegaarden i alle de Aar,

B ø g h s boede dér, vil mindes hendes lille, k o