FrederikBøgh

det til at bede til G u d, som han g jø r det, da

M orgensolen bryder frem. Naa ja, paa en M aade

er dette jo d o g det H øjeste.

Mit Livs E ngel har

ikke villet lede m ig saaledes, at je g skulde faa

disse Egenskaber, som je g elsker. — — — —

(T il Samme.) Kjøbenhavn, 20de Novbr. 1866.

— — — I en Sam tale, je g forleden

havde m ed Din M oder, sagde hun til m ig, at je g

dog havde denne slem m e Digternatur.

Gud ske

L ov! Du er jo d o g ikke bange for denne slemm e

Natur! Du tror jo d o g paa m ig, o g ligesom Du

véd, at det ikke var letsindigt, da je g sagde til

Dig:

„Nu elsker je g D ig “ , saaledes m aa Du

passe paa, at D u nu

a l d r i g m ere tvivler paa

min Kjærlighed.

D u er en Del a f m ig selv, je g

lever for at kom m e til at eje D ig hélt.

Jeg bryder m ig ikke om Æ re,

om G ods eller Guld,

naar kun Du, min Hjærtenskjære,

vil være m ig huld

o g vil min R igdom væ re!

273

Som Svar herpaa skriver je g :

„

Du siger: „Jeg bryder m ig ej om Æ re,

om G od s eller G uld“ o .s .v .