FrederikBøgh

uagtet ingen Anden kjender h am , ham hæ drer

je g , uagtet ingen A nden g jø r det.“ — H erm ed

Nok om denne alvorlige M aterie!

Du forstaar

mig jo.

Hvad je g bebrejder Dig, er

d e t , at je g

har en Følelse af, Du sætter „Æ r e “ for højt. —

Som Svar herpaa skriver

j eg:

„— — — — D u har d o g lidt m isforstaaet

min Opfattelse af

Æ r e .

Jeg m aa have udtrykt

mig uklart.

Har der ogsaa i min T anke været

nogen Uklarhed, saa véd Du imidlertid at klare

den, o g glad er je g igrunden over den lille Mis-

forstaaelse, da den giver D ig Anledning til en

Udtalelse saa d y b , alvorlig o g m andig, at je g

maa bevare den i mit Hjærte.

Jeg beh øver vel

ikke efter dette at sige Dig, at je g giver D ig fuld

Ret, saavel i H ovedsagen som i Enkelthederne.

I mine Tanker har forresten Æ re o g Hæder været

to forskjellige Begreber — je g véd n ok , de som

oftest smelte samm en o g staa hinanden nær som

Søskende, — men Æ re er for m ig n oget m ere

Abstrakt, Aandigt — om je g m aa udtrykke m ig

saa — Hæder derim od en ydre G lan s, som vel

ikke kan savne Æ ren i sig , m en er ligesom en

Legem liggjørelse af denne. — M aaske har je g

haft U ret; je g kan ikke forklare m ig fyldest-