295 / 499
287
Da je g engang har stukket H ovedet ind, kan je g
hilse Dem fra de tre krøllede D renge „N aar“ ,
„H vor“ o g „H vorled es“ .
D e gjord e sig uartige
og skraalede, fordi de havde hørt inde fra Stor
stuen, at de skulde ud.
Jeg kyssede dem da o g
sagde, at de nok skulde faa L o v at blive hjemm e.
— U ndskyld, kjære F røken H ., hvis det fore
kommer D em , at je g forvilder m ig.
Jeg har
virkelig været i en stor Fristelse ligeoverfor L ysten
til at fortælle D em en hél Del om en m aane-
belyst S k ov, om et stille V an d ,
h vorover en
Stjærne glim tede, o g hvori den spejlede s ig , om
en lille graa Hætte, der blev taget af — o. s. v. — ;
men da je g saa d o g til Slutningen var bleven nødt
til at sige Dem, at det H ele var U sandhed, har je g
været fornuftig nok til at op give det Altsamm en.
Den Bemærkning kan je g d o g ikke tilbageholde,
at da
E l i s a er født i Jylland o g rim eligvis vil
komme til at holde Bryllup h os sin M oder i
Sjælland, er det sandsynligt, at hun ikke har
villet forbigaa den tredje a f de store H oveddele
af det danske M on ark i, o g at hun altsaa er
bleven forlovet i Fyen.
Skulde dette imidlertid
være mindre paalideligt, vil D e ganske vist tilgive
mig.
Imedens je g har skrevet dette sidste Parti af
al mit B rev, har je g haft en Følelse a f, at D e