294 / 499
286
tens tænke D em til, at
E l i s a hører til de Na
turer,
som m eget bestem t hade den officielle
Kjærlighed.
H eraf følger, at hun i A ndres Sel
skab saa godt som ikke lejendes ved m ig , og
hun har en saa klar Bevidsthed om at være i
Andres Selskab, at det ofte undrer mig.
J e g er
ofte distræt i denne H enseende; m en
h e n d e s
H ukomm else er altid trofast.
M en naar vi da
ere ene?
Ja, saa kan D e gjæ rne se efter i C hr.
W i n t h e r s
ovenciterede
Di g t 1),
o g D e vil altid
finde N oget, som passer.
løvrigt gaar Hadet til
den officielle Kjærlighed saa vidt, at end ikke D e
kan faa N oget at vide.
Kjære F røk en , det er
tungt, men je g kan jo ligesaa god t strax stille
Dem denne Sandhed lige i Øjnene.
El i s a er nu
traadt ind i dette L av af In d vied e, i hvis Love
der blandt m eget A ndet findes den Bestemmelse,
at ethvert virkeligt M edlem skal have et m eget
afsidesliggende Kabinet dybest inde i Hjærtet.
Dette Kabinet er forsynet m ed en m eget tæt
Portière for D øren , dobbelte T æ pper paa Gulvet
o g aldeles uigjennem sigtige Gardiner for Vinduet;
der er m eget stille derinde, uagtet der lever en
hél F lok sunde o g kraftige B ørn — m en alle ere
de lyssky.
Ingen tør kom m e derind uden En.
J) Se „D igte gamle og n ye“ : „Hvordan hun e r?“