31 / 499
23
id ag, da han er paa B an e, m aa fortælle.
D er
skal af ham o g n ogle a f hans K amm erater om
kort T id spilles K om edie.
D er blev raadslaaet
i det U endelige o m , hvad de skulde spille; m en
de m ange D renge kunde ikke blive en ige; dette
blev
F r e d e r i k kjed a f, o g pludselig faar han
den Ide, som han siger: „D et kunde væ re K om
m ers at skrive en K om edie selv.“
H an skriver
i en utrolig Hast en , uden at vi ane det — o g
da den er fæ rdig, fortæller han o s , at nu vare
de bievne enige, da en af hans Kamm erater havde
skrevet en K om edie for dem.
Han læser den
for os, o g vi bleve forbavsede over, at en D reng
havde skrevet d en , o g
N i c o l a j
blev ved at
sig e : „D et er um uligt“ ; ved
F r e d e r i k s
gjen -
tagne Forsikring troede
N i c o l a j
det d o g , m en
tilføjede:
„Ja, har en D reng skrevet d en , saa
erklærer je g ham for et G en i, et udmærket H o
v e d ; vel ser je g store Fejl deri, M angler i den
o g den R etning, m en uagtet alt Dette er der
stort Talent o g m egen D ygtigh ed .“ — Til al
denne Virak forholdt
F r e d e r i k sig tappert;
m en næste D a g , da je g var alene m ed ham o g
s a g d e : „V il D u heller ikke betro m ig Forfatterens
N avn ?“ , da brast H em m eligheden, o g han præ
senterede sin egen Person.
N u kan D u da b e
gribe, at
N i c o l a j
o g je g fik en Forskræ kkelse