FrederikBøgh

over alle de Lovtaler, han m ed egne ø r e n havde

hørt.

N i c o l a j

blev virkelig betuttet i det, o g

je g fik m ig paa Kanten a f

F r e d e r i k s

S en g om

Aftenen en lille fortrolig Samtale om H ovm od ,

F orfæ n geligh ed, om den N aade at væ re g od e

G aver b e tro e t, m en da og sa a at væ re H erre

over dem o g ikke glem m e Giveren.

F r e d e r i k

forsikrede m ig , at je g kunde væ re rolig, o g han

bad o m ,

at det maatte vedblive at væ re en

H em m elighed, hvilket

N i c o l a j

o g je g da strax

gik ind p a a ; thi det er jo den eneste M aade,

hvorpaa det kan undgaas, at han bestandig hører

R os.

Det blev altsaa bestem t, at kun i hans

H jem

o g paa Næsset skulde H em m eligheden

betros.

S ynes I ikke o g s a a , kjæreste Venner,

at denne H em m elighed b ø r bevares saaledes for

hans S k y ld ; vi ere saa angest for h am , da han

baade i Skolen o g nu ogsa a her i det daglige

Liv bestandig m aa føle, hvor han i alle aandelige

H enseender staar over S. o g B. — han er altid,

her o g dér, den Belærende, den V æ kkende iblandt

dem — o g dette g jø r jo d o g , at han ofte m aa

blive opm æ rksom paa sig selv ,

— (o g hvor

kjær

F r e d e r i k end er os, saa kunne vi jo ikke

næ gte, at han d o g er lidt „V igtigh an s“ — at

han er det, er jo alligevel rim eligt, fordi han er

forud for sin A ld e r ); m en derfor synes je g o g -