FrederikBøgh

saa, det m aa blive en Sam vittighedssag for alle

Os, som elske ham, at vaage over hans Y d m y g

hed o g B eskedenhed.“ —

— — Efter denne lille B egyndelse m ed

Skolekom edien var det, som om Isen var brudt,

o g F r e d e r i k skrev nu a f H jærtens L yst Digte

og Fortællinger.

Det var hans M orskab o g F o r

nøjelse i Fritiden; m en Skolen blev derfor ikke

forsøm t — han var bestandig den sam m e flittige

E lev, o g hvad der f. Ex. interesserede ham i

høj G rad, var M atem atik; han havde et afgjort

Talent for denne V idenskab, o g det kunde næsten

lige saa m eget m ore ham at løse en vanskelig

matematisk O pgave som at studere D igterværker

eller selv skrive Digte.

Skoleaarene gik saaledes, naar undtages de

S ygdom sperioder, som indtraf, lykkelig o g let for

F r e d e r i k .

H an fik , foruden til sine Studier,

ogsaa T id til at pleje O m gan g m ed flere Familier

o g sluttede V enskab m ed disse, et V enskab, som

for de flestes V edk om m en de bevaredes gjennem

Aarene.

Fra

B i æ d el s Hus fik F r e d e r i k

tro

faste V enner i P rofessor Dr. m ed.

L e h m a n n s ;

der var m egen Sym pati m ellem Dr.

L e h m a n n

og F r e d e r i k ,

o g trods den store F orskjel i

Alder behandlede

L e h m a n n ham d o g allerede

fra hans U n gdom næsten som en V e n , ja , han