FrederikBøgh

Næstældste af en stor Børneflok. Da jeg kom

til Kjøbenhavn, var det Sommerferie, og F r e d e r i k

var altsaa rejst bort til sit Hjem. Jeg gik lidt

ene om , da Ingen havde Tid til at tage sig ret

af mig. Tante J e t t e (Fru B i æ d e l ) sagde ofte

til mig: „Var dog F r e d e r i k hjemme, saa skulde

Du nok more D ig; han kunde gaa med Dig paa

alle Museerne.“ Endelig kom han da — jeg saå

med Forbavselse en lille, spinkel, bleg Dreng med

rødligt Haar, en ly s, zart Hudfarve, blaa, klare

Øjne, fine, bløde Ansigtstræk og navnlig en smuk,

udtryksfuld Mund. Han var omtrent et Hoved

mindre end jeg selv. Var det h a m , som skulde

vise mig Museerne? Jeg troede, Tante havde

villet narre mig. Vi stode Begge som to for

legne Børn overfor hinanden — vi begyndte med

at sige „De“ til hinanden; men det fortrolige

„Du“ kom allerede Dagen efter frem, — og vi

bleve snart gode Venner og Kammerater. Aldrig

har jeg set Kjøbenhavns Museer og Malerisam

linger grundigere end i de U g e r , F r e d e r i k of

rede paa at gaa rundt og vise mig dem. Jeg

var forbavset over hans Kjendskab til Alt og

maatte snart erkjende hans Overlegenhed baade i

Kundskaber og Forstand. Jeg blev i B 1æ d e 1s Hus

et Aar igjennem og fik Undervisning dér. Det' var

et sjældent lykkeligt og udviklende Aar for m ig;