FrederikBøgh

O vervej nu A lt, o g bestem selv!

Se i vort

F orslag kun det kjærlige Sind, vi have til Eder

o g Eders D re n g , o g ingen store M eninger om

vore egne Kræfter, kun det inderligste ø n s k e om

Guds Hjælp til ethvert F oretagen de, o g derfor

ogsaa hans Hjælp til at m odtage Eders Barn o g

være for det, hvad vi efter bedste Evne form aa.“

Det Tilbud, som her saa opofrende o g kjær-

lig blev g jo rt, m od toges da m ed stor T aknem

lighed o g Glæde af

B ø g h s ,

skjønt det kostede,

navnlig M oderen , m egen Overvindelse o g S org

at sende sin elskede D ren g saa tidlig fra H jem m et;

havde hun ikke kunnet sende ham til den Søster,

der vilde m odtage ham som en S ø n , var det

næppe sket.

F or F r e d e r i k selv var Adskillelsen fra H jem

met o g alle de sm aa S øskende m eget svær.

lille T ræ k, som viser hans dybe Følelse for M o

deren, husker hun endnu.

Paa V ejen ind til

K jøbenhavn overnattede

F r e d e r i k m ed sin Fader

hos n ogle V enner.

D a han om Aftenen skulde

i Seng, gik K onen i H uset ind for at se til ham,

o g han stod da tavs o g tankefuld m ed sit T ø j

paa, o g det var, som om han ikke kunde klæde

sig af. H un bad ham b egyn d e o g hurtig kom m e

i S en g ; han saa da paa sine Klæder o g sagde

langsom t:

„D e Baand har min M oder bundet.“