382 / 499
3 7 4
Stolt som en Hal og let
hæver sig søjletæt
Bøgehoved
med de hvalte Lofte,
løfter sit lyse Telt
højt over Lille Bælt,
nikker til de Banker om
Gamtofte.
Knudret og dyb og lang
ned mellem Skov og Vang
E getræ s-A lleen
frem sig skyder,
og mellem Fuglesang,
dækket af Bladehang,
Stien ud igjennem Krattet biyder.
Stiger saa Solen op,
farver den Skovens Top,
glimter klart i Dug paa Eng og Slette;
synker den, blank som Guld,
lyder saa vemodsfuld
Aftenklokkeklangen fra
Dves-lette.
Tittende blysomt frem
ligger et stille Hjem
mellem Skov og skræppekrans’de Enge;
Haven med Blomsterflor
rundt sig om Huset snor,
Vinløvsranker op ad Muren hænge.