FrederikBøgh

38o

det ganske vist gjennemgaaende Tilfældet; men jeg

maa dog sige, at vi i flere Henseender havde mod

satte Meninger. Det lidt forskjellige Standpunkt, vi

ifølge vor forskj ellige Natur stillede os paa med

Hensyn til Æstetik, kan jeg nærmest forklare,

naar jeg kun nævner enkelte Forfattere, som vi

aldrig kunde blive fuldt enige om , f. Ex. W e 1-

h a v e n og W e r g e l a n d . — F r e d e r i k holdt af

W e l h a v e n , og den Finhed og Elegance, der

udmærker ham som Digter, tiltrak ham ganske;

— jeg næsten hadede W e l h a v e n eller havde

idetmindste saa Meget imod ham, at hans skjønne,

formfulde Digtning var mig Intet, for jeg saa i

ham kun W e r g e l a n d s bitre Modstander. Jeg

havde som ganske ung igjennem en norsk Fætter

V i l h e l m Pl um lært W e r g e l a n d at kjende —

jeg havde med næsten lidenskabelig Følelse læst

ham, studeret ham, følt med ham og opfattet, at

hans Sag var N o r g e s Fremtidssag. Hele hans

Liv med al den voldsomme Gjæring og Kamp,

hans sjælelige Lidelse derved, hans tidlige Bort

gang, Alt drog mig til ham. — Jeg husker, at

jeg engang, efter en lang Samtale om disse To,

sagde til F r e d e r i k : „Jeg tror, at om hundrede

Aar er W e l h a v e n død som Digter i Norge,

men da lever endnu W e r g e l a n d ' og hans

Tanker“ , og F r e d e r i k svarede: „Jeg kan ikke