![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0388.jpg)
38o
det ganske vist gjennemgaaende Tilfældet; men jeg
maa dog sige, at vi i flere Henseender havde mod
satte Meninger. Det lidt forskjellige Standpunkt, vi
ifølge vor forskj ellige Natur stillede os paa med
Hensyn til Æstetik, kan jeg nærmest forklare,
naar jeg kun nævner enkelte Forfattere, som vi
aldrig kunde blive fuldt enige om , f. Ex. W e 1-
h a v e n og W e r g e l a n d . — F r e d e r i k holdt af
W e l h a v e n , og den Finhed og Elegance, der
udmærker ham som Digter, tiltrak ham ganske;
— jeg næsten hadede W e l h a v e n eller havde
idetmindste saa Meget imod ham, at hans skjønne,
formfulde Digtning var mig Intet, for jeg saa i
ham kun W e r g e l a n d s bitre Modstander. Jeg
havde som ganske ung igjennem en norsk Fætter
V i l h e l m Pl um lært W e r g e l a n d at kjende —
jeg havde med næsten lidenskabelig Følelse læst
ham, studeret ham, følt med ham og opfattet, at
hans Sag var N o r g e s Fremtidssag. Hele hans
Liv med al den voldsomme Gjæring og Kamp,
hans sjælelige Lidelse derved, hans tidlige Bort
gang, Alt drog mig til ham. — Jeg husker, at
jeg engang, efter en lang Samtale om disse To,
sagde til F r e d e r i k : „Jeg tror, at om hundrede
Aar er W e l h a v e n død som Digter i Norge,
men da lever endnu W e r g e l a n d ' og hans
Tanker“ , og F r e d e r i k svarede: „Jeg kan ikke