383 / 499
Derfra idag en Brud
drager i Verden ud,
følger ham, med hvem hun Alt vil vove;
her har de sværmet blidt,
herfra de fulgtes tit,
over Stænten ind i grønne Skove.
Da jeg senere hen mod Aften, idet Solen
sank, stod med min Broder N i e l s Mu n k i de
aabne Havedøre, udbrød han med stille Begejst
ring: „Ja, s aal ed es skal et Bryllup være: land
ligt, frit og fuldt af Glæde.“ — Og saaledes var
det! Kjærlighed og Glæde mødte os som Smil
fra hvert ø je . — Saa slutter jeg da min Beretning
om denne Dag med at fortælle, at det sjælfulde,
henrykte Udtryk, der var i F r e d e r i k s Ansigt,
det var af en saadan Aandens Skjønhed, at det
mindedes mange Aar efter af Alle, som havde set
det, og det lever endnu klart i min Sjæl. — Vi toge
om Aftenen med Moder og mine Søstre hjem til
Frederiksgave og tilbragte næste Dag saa dejlig
dér. Vi vandrede rundt paa alle vore Yndlings
steder, og aldrig have Skovene og Engen straalet
i skjønnere Foraarspragt end hin
9
de Maj. Den
10
de om Morgenen forlode vi Frederiksgave, og
om Aftenen naaede vi vort lille Hjem i I\jø-
benhavn. —