FrederikBøgh

maatte lyde ham heri. Svag, som han selv var,

trængte han til at se Friskhed og Sundhed om

sigj det virkede oplivende paa ham; — kunde

han blot spore et træt Udtryk eller Bleghed hos

mig, saa kunde dette forstemme ham mere end

noget Andet. Jeg selv følte mig heller ikke

stærk og ønskede at komme mig lidt; saa, hvor

svært det end var mig at forlade ham, tog jeg

dog, midt i Juli, bort til Frederiksgave for at bruge

Strandbade. Det var en forunderlig bevæget Tid.

Den fransk-tyske Krig var udbrudt, og der var

som Feber og Uro i Luften. Paa Grund af

Krigen voxede F r e d e r i k s Arbejde ved „Ber-

lingske Tidende“ i den Grad, at han den sidste

Tid, før jeg rejste, næsten aldrig var hjemme, og

da Kammerherre B e r 1i n g selv anmodede ham om,

at han en længere Tid vilde blive inde ved Kontoret,

ogsaa om Natten (et Værelse skulde indrettes til

ham), ménte han ikke at kunne undslaa sig

derfor. Der maatte nemlig være en Sprogkyndig,

der kunde modtage og oversætte alle de franske

og tyske Telegrammer, som indløb, ofte hele

Natten, og som strax skulde være i Stand til at

trykkes i Morgenbladet. — Jeg havde det rart,

ja yndigt, som altid, i Moders Hjem, men længtes

kun efter at faa F r e d e r i k lidt bort fra Kjøben-

havn; han havde givet mig lidt Haab derom;