396 / 499
388
det sværest, ligger mig altid mest paa Sinde. —
Fader lider meget af Varme, men han er mild
og god som altid, m e g e t alvorlig er han ved
de alvorsfulde Tider, som forestaa. Vorherre
bevare dog vort lille, yndige Land !1)
Jeg har det godt og er taknemmelig over al
den Kjærlighed, jeg er omgiven af. Ja, Gud
velsigne Eder Alle — I mine mange Elskede!
Din egen huldtro
Moder.
Sidst i Avgust vendte jeg tilbage til Kjøben-
havn og blev nok lidt forfærdet ved at se, hvor
medtagen og svag F r e d e r i k saå ud; — jeg
gjorde Alt for at udvirke lidt Frihed for ham;
men det var omtrent en LTmulighed. Om han
ogsaa meldte sig syg, kom der daglig Bud ud fra
Kontoret, for at spørge, n a a r han dog kunde
komme derind, og han stod da bogstavelig op af
Sengen for at tage lige ind til Arbejdet. Jeg saå
rigtignok, i hvilken Grad han havde gjort sig
uundværlig. Flen i September, da Luften blev
lidt renere og friskere i Byen, kom han dog lidt
til Kræfter, og der var endog Dage, i hvilke han
') Det saå dengang ud, som om Danmark skulde indvikles
i den store Krig.