FrederikBøgh

397 / 499

389
befandt sig saa vel, at han kunde sige: „Du skal
se, jeg kommer mig nok og bliver engang i
Tiden rask.“ — Ja, havde jeg ikke selv næret
Haabet herom, saa vilde jeg aldrig have haft en
lykkelig Time i disse Aar. —
Til Fru J e r i c h a u skrev F r e d e r i k den
3dje Novbr.:
Min kjære Veninde!
Ch a r l o t t e Blæde l har bragt mig det Bud,
at Du ikke alene er bedrøvet over mig, men
ogsaa vred paa mig. Dertil vilde Du ikke finde
Grund, hvis Du vidste, hvorledes jeg har haft
det i denne Sommer. Jeg maatte sende El i sa
paa Landet i næsten halvanden Maaned, fordi jeg
aldrig kunde være sammen med hende, jeg flyt­
tede ind til Byen og kunde saa godt som aldrig
være borte fra de mange Forretninger, som
Krigen indtil den Dag idag har bragt med sig.
Jeg har ikke været fri en eneste Søndag hele
Sommeien igjennem, og det har bogstavelig talt
været mig umuligt at komme ud til Dig paa
Landet. Mange Gange har jeg tænkt paa Dig
og Dine, og da jeg en Dag traf den unge
Læ s s ø e , gav jeg ham en Beretning om min
Tilstand og en Besked til Dig, som Du maaske
ikke har modtaget. I n g e n af mine Venner har'