282 / 719
272
Olaf Olsen
sig ned, fik en slags forsørgerpligt over for dem. Det
kunne derfor udmærket betale sig at sende sådanne børn
til tugthuset. De penge, der gik til deres rejse, ville ellers
på ret kort tid være anvendt til deres forsørgelse.
For de len og købstæder, der lå nærmere København,
spillede rejseomkostningerne ingen større rolle, og det
er derfor først og fremmest fra Sjælland og Skåne, at
tugthusets voksne fanger hentedes. Af de 35 kvinder, der
befandt sig i anstalten i 1622, var 23 fra disse provinser.
Fra Jylland var der kun 4.39 For de mandlige tug thu s
fangers vedkommende er oplysningerne så få, at der ikke
kan foretages nogen sammentælling. Men tal fra Bremer-
holmen, der med hensyn til tilgangen af civile fanger var
underkastet ganske de samme vilkår som tugthuset, af
spejler det samme forhold med største tydelighed. Af
89 fanger, der indsendtes dertil 1622 og 1623, var 28 fra
København og de nærmestliggende len og købstæder, 15
fra det øvrige Sjælland og 18 fra Skåne, hovedsagelig fra
byerne ved Øresund. Men fra Norge kom der kun 10.
Fyn og Lolland-Falster sendte tilsammen 7, og kun 6 af
fangerne var fra Jylland.40 Medens en by som Holbæk
næsten hvert år sendte fanger til tugthuset eller Bremer-
holm en,41 er det bidrag, der ydedes af de jysk e byer,
mere end beskedent.
I 1619 blev tugthuset lukket, fordi en voldsom pest
epidem i — den første større siden 1601 — grasserede i
hovedstaden. Hvad man ved denne lejlighed gjorde af
tugthusbørnene, oplyser kilderne intet om. For en del
af dem var problemet endelig løst, idet pesten før luk
ningen havde nået at sende 52 af tugthuslemmerne til
den evige hvile. Man må tænke sig, at resten af børnene
har fået besked om at vende tilbage til deres hjemegn.
Om de voksne fanger vides det, at de blev løsladt med
påbud om at vende tilbage til tugthuset, når pesten var
ovre. Det var sikkert kun de færreste af de løsladte, der